Skriftestolen

Forskelle og ligheder mellem Danmark og Italien er altid et godt emne, når man er sammen med italienere, og et af de punkter, der giver anledning til konstant undren, er forholdet til kirken. Mine bekendte fatter ikke, at en Københavner ikke kan nævne Københavns helgen, og jeg forsøger ihærdigt at forstå, hvorfor kirken er så vigtig i specielt de syditalienske kvinders hverdag.

Forleden søndag ville en veninde vise mig en nyrestaurerede kirke, og jeg fik øje på skriftestolen, som jeg kun mindes at have set i brug i Peters Kirken. Derfor spurgte jeg min veninde, der er en smart, veluddannet kvinde, hvor tit hun skriftede, og hvad der fik hende til at gøre det.

- Hvor tit man skrifter, afhænger meget af præsten. Nogle præster er bare meget bedre at tale med end andre. Da jeg gik på universitetet, havde jeg en rigtig god præst, og jeg elskede at komme hen til ham og tale om mig selv og mine tanker og følelser. Dengang skriftede jeg rigtigt tit. Nu sker det knap så ofte, men alle skal jo skrifte, så jeg taler vel med præsten om mig selv et par gange om måneden, sagde hun, som om alt det med synder, bod og tilgivelse er sekundært i forhold til muligheden for at italesætte sig selv.

Den gode præst er altså en ego-booster, der ved at skifte mellem rollerne som psykolog, ordenshåndhæver og dommer, sørger for, at alle bliver hørt. En slags Dr. Phil fra før reality-tv og elektriciteten blev opfundet.

Min veninde indrømmede, at det ikke er alle, der tager pligten til at skrifte lige alvorligt. Hendes far og mange mandlige bekendte kunne ikke drømme om at tale dybt med præsten, men for kvinderne i familien og omgangskredsen er det at skrifte lige så normalt, som at møde op til messen hver aften. Michel Foucault havde alligevel fat i noget.

Mere religion
Ærkeenglens bjerg